Skraldespande

Affaldsindsamlingen hjemtages for at få bedre service

Af Trine Henriksen, byrådsmedlem for Enhedslisten

På byrådsmødet spurgte Venstre, om vi skal have kaos, strejker og uafhentet affald, når affaldsordningen bliver kommunens ansvar i oktober 2024. Venstre henviser til konfllikten med renovationsarbejderne i København og mener, at denne konflikt skyldtes utilfredshed med at skulle arbejde på timeløn i stedet for akkord.  Som jeg har forstået det, var det imidlertid arbejdstidspunktet, ikke timelønnen, som var konfliktens primære årsag. I København har man valgt at køre med 2-holdsskift, og eftermiddagsholdet skulle arbejde til meget sent, fordi elbilerne skal lade op mellem de to skift.

I Gladsaxe har vi besluttet, at der kun skal arbejdes i ét hold, både af hensyn til arbejdsforholdene og indsamlingstidspunkt hos borgerne. Arbejdstidspunktet bliver derfor næppe et konfliktområde i Gladsaxe, selv om arbejdet også her overgår til timeløn for at forebygge nedslidning.

Enhedslisten har i mange år arbejdet for, at kommunen skulle overtage affaldsindsamlingen. Så kan indsamlingsordninger og serviceniveau hurtigere justeres til nye muligheder og behov, når vi ikke er bundet af en 5-årig kontrakt. Som arbejdsgiver kan kommunen selv sikre ordentlige arbejdsforhold og samarbejde, så konflikter og ustabil indsamling forhåbentlig undgås fremover. Alt dette vil give bedre service for borgerne.

Det kan være fornuftigt at undersøge mulighederne for samarbejde om affaldsordningen med andre kommuner. Det afgørende er her, at den valgte løsning kan sikre mere stabilitet og bedre muligheder for at tilpasse indsamlingen af affald til de aktuelle behov i Gladsaxe.

Indlægget er bragt i Gladsaxebladet den 9. maj 2023.