Ældrestyrkens offentlige møde om fattigdom og ulighed i Danmark

Debatten blev optaget og er nu udgivet i tre dele på YouTube.

 

 

Se og hør:

 


Siden foråret har Ældrestyrken/Enhedslisten i Gladsaxe gået med planer om at afholde et offentligt møde med specielt fokus på ældrepolitik. Mødet skulle være vores bidrag i den kommunale valgkamp, og vi så os omkring efter gode oplægsholdere, der kunne trække folk til huse.

Det endte med at blive et debatmøde over emnet: Er der ulighed og fattigdom i Danmark?, og det skyldtes den rapport om en fattigdomsgrænse, som nylig er udkommet. Hvad var mere nærliggende at tage det emne op, som også ser ud til at blive et af valgkampens og efterårets hovedpolitiske emner. Og vi var så heldige, at Hanne Reintoft, Finn Sørensen og Knud Johnsen svarede ja til at ville komme og være vores hovedoplægsholdere. Hanne er kendt over det ganske land som indædt forkæmper for mennesker, der er klemt af systemet, Finn er Enhedslisten ordfører på det socialpolitiske område i Folketinget, og Knud er vores samarbejdspartner i LO Storkøbenhavns Faglige Seniorer.

Desværre gik det ikke helt som planlagt den 9. oktober kl. 19.30, da vi slog dørene op i Borgernes Hus i Søborg og inviterede indenfor. Som mødeleder fra Ældrestyrken måtte Mogens Steenbuch meddele, at Knud var blevet syg og med beklagelse måtte melde afbud. I stedet trådte Hans Genefke Jørgensen, også fra Ældrestyrken, til, og der blev lyttet, da han satte fokus på, hvordan uligheden og fattigdommen har udviklet sig. Hanne Reintoft kunne give eksempler på, hvad det betyder for vores samfundsudvikling og folks dagligdag, og Finn Sørensen kom ind på, hvad vi kan bruge en fattigdomsgrænse til, selv om den er besynderligt skruet sammen.

Danmark har i mange år kunnet glæde sig over at være det land i verden, hvor der var størst økonomisk lighed. Det var dengang i 1990’erne. Men fra 2001 til 2009 har vi haft den næsthøjeste vækst i ulighed blandt de vesteuropæiske lande, og vi røg i 2009 ned på en sjetteplads blandt de samme lande. Det forklares med den fordelingspolitik, der er ført: Huspriserne steg voldsomt, og der blev givet skattelettelser til de rigeste, mens folk i bunden fik reduceret de offentlige ydelser. Selv en række lande i det tidligere Østeuropa har nu større økonomisk lighed end Danmark.

Fattigdommen er den voksende uligheds ledsager, men det er svært at følge, hvordan den udvikler sig fra år til år. Arbejderpartierne foreslog derfor under den borgerlige regering, at der blev fastsat en grænse for, hvornår folk er fattige, så man kunne få et simpelt målepunkt; men det blev pure afvist. Da regeringsmagten skiftede, greb man så muligheden for at analysere fattigdommen i Danmark, og i en rapport fra Socialministeriet blev der lige før sommeren fremsat et forslag til en fattigdomsgrænse. Den er siden blevet godkendt af ministeren.

Der var stor debat- og spørgelyst blandt mødets tilhørere til oplægsholderne, og som en af deltagerne sagde bagefter: “Jeg var glad for at have været med, men jeg gik også fra mødet dybt deprimeret over den retning, vores samfund udvikler sig i.”

Ældrestyrken vil sammen med den øvrige del af Enhedslisten gå ind i kampen for at vende denne negative udvikling, og vi kan også med glæde konstatere, at Enhedslisten nu, sådan som vi længe har opfordret til, har fået en langt skarpere og mere markant ældrepolitik. Det er bemærket i pressen, og det vil afgjort også give sig udslag i flere stemmer til Enhedslistens lokale kandidater.

Ældrestyrken/Enhedslisten i Gladsaxe