Ældrestyrken var aktuel i flygtningedebatten

Ældrestyrken havde både fortiden og nutiden på sit program på sit sidste møde i denne sæson den 27. november i Borgernes Hus. Over 25 havde tilmeldt sig arrangementet, hvis oplægsholder denne dag var journalist Ulla Jessing, som var inviteret til som øjenvidne at berette om sin opvækst under nazismen i Tyskland, og om hvordan det er kun at have flugten som udvej, for at kunne overleve terror og forfølgelse. Et yderst aktuelt emne i den nuværende flygtningedebat.

Da Ullas forældre i 1939 indså, at kun en flugt fra Nazi-Tyskland kunne redde dem fra en rædsom skæbne, var det for sent. Landene i Europa, deriblandt Danmark, havde lukket deres grænser for jødiske flygtninge, men det lykkedes for Ullas forældre at få hende med en børnetransport til England, og dermed blev Ullas liv reddet. Forældrene blev tilbage, og dem så Ulla aldrig mere – de omkom i en KZ-lejr.

Ingen hørte Ullas oplæg uden at blive stærkt berørt. Hun er et af de få levende øjenvidner til den terror, som nazisterne udøvede, også over for børn, og derfor kom hun også ind på den racistiske politik, Israel i dag udøver over for palæstinenserne. Det efterlod mange refleksioner.

Mødet var samtidig en afslutning på denne sæson, og da julen nærmer sig, blev der budt på gløgg og æbleskiver og sange med politisk indhold til harmonikaledsagelse.

Det betaler sig at kæmpe

Ældrestyrken har fra sin start gjort opmærksom på, hvor uretfærdig en ordning Satspuljen er, der henter sine midler fra borgere på overførselsindkomst – herunder folkepensionister. Nu ser det ud til, blandt andet efter en ihærdig indsats fra Enhedslisten, at noget er ved at ske. Socialdemokraterne ser ud til at give sig og ønsker, at de projekter, der i dag får midler fra Satspuljen, fremover skal på Finansloven, og dermed kommer alle skatteydere til at bidrage. Som Pernille Skipper har sagt det, skal de svageste skuldre ikke bære det tungeste læs. Og Ældrestyrken siger: Det betaler sig at være vedholdende.

Også en anden lille sejr kunne vi berette om. Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg i Københavns Kommune havde besluttet, at taksterne til svømmehallerne i København skulle stige fra 340 kr. for et årskort til 3.660 kr.! Ældrestyrken støttede vores samarbejdspartner Faglige Seniorer i Storkøbenhavn i deres kamp mod den uhørte stigning, og takket være en hurtig indsats via vores kontakter i Enhedslisten var vi medvirkende til, at beslutningen blev ændret og pensionisterne går fri for stigningen. Det betaler sig at kæmpe.

Afslutningen blev en rigtig fin dag med en dejlig stemning, som det ses af det gruppebillede, vi fik taget med Ulla som vores gæst. Næste møde bliver torsdag den 29. januar 2015 kl. 12.00 i Borgernes Hus, hvor vi har inviteret musikeren Arne Würgler til at komme og gelejde os igennem Enhedslistens nye, røde sangbog og til at fortælle om livet som politisk kulturperson.

Glædelig jul til alle Enhedslistens medlemmer fra Ældrestyrken i Gladsaxe.
Tovholderne Gert, Mogens, Ole og Dorthe