Fremtiden for Ældrestyrken bliver i pensionistforeningernes lokaler i Høje Gladsaxe. Afgørelsen faldt sent samme dag, som Ældrestyrken holdt sit næstsidste møde i Borgernes Hus torsdag den 26. februar. Her kunne tovholderne fortælle, at vi dagen før havde været ude at kigge på de alternative muligheder, kommunen har tilbudt os, når Borgernes Hus lukker, nemlig: “Thorasminde” og “Ved Stationen” i Bagsværd og pensionistklubberne i Høje Gladsaxe. Vi var ledsaget af ældrekonsulent Ea Lykke Elsborg fra Gladsaxe Kommune, og det bliver også hende, vi fremover skal have kontakt med i de nye lokaler.
Vi skulle tage hensyn til både lokalernes størrelse, om der var køkken, om transportmulighederne til stedet var i orden, og kun Høje Gladsaxe kunne leve op til vores krav. Her er til gengæld rigtig rart med et stort og lyst lokale med køkken og klaver, og alt det tekniske udstyr, vi kan få brug for til lyd og billeder. Der arbejdes på, at vi kan mødes, som vi plejer, den sidste torsdag i hver måned. Lokalerne ligger i stueetagen med direkte adgang fra gaden, i bygningen over for kirken og lige efter den store trappe op til biblioteket og bag ved Lidl. Vores første møde i Høje Gladsaxe bliver den 29. september 2015.
Flytningen var derfor også et emne, der blev livligt debatteret på mødet den 26. februar, men vi erkendte, at vi har tabt kampen om Borgernes Hus, og at det nu gælder om få startet på en frisk det nye sted. Ældrestyrken skal i hvert fald fortsætte, det var der ingen tvivl om hos mødets deltagere.
Resten af mødet tilbragte vi med at se en film om “Pigen fra Ukraine”, nemlig Dusja Carlsen, der under krigen blev tvangsudskrevet til slavearbejde i Nazityskland, og hvordan hendes skæbne blev. Hun traf sin mand, Erik Carlsen, i den lejr, hvor hun arbejdede i køkkenet, og sammen med ham lykkedes det hende at slippe ud i live i krigens sidste kaos og komme til Danmark.
Ældrestyrken siger farvel til Borgernes Hus på sit møde den 26. marts kl. 12.00 til 14.30 sammen med sangeren Arne Würgler, der kommer og underholder og fortæller om, hvordan det er at være politisk engageret kunstner. Vi glæder os – og gør også lige opmærksom på sæsonens sidste møde den 30. april. Det holder vi i Forebyggelsescentret, Søborg Hovedgade nr. 200, hvor vi har bedt personalet i centret om at fortælle os lidt om, hvilke gratis tilbud, de har til os borgere i Gladsaxe. Mødet er tilrettelagt specielt for os, Ældrestyrken, og vi håber, vi som sædvanlig får et stort fremmøde. Tag gerne venner og naboer med. Til begge arrangementer er der tilmelding som sædvanlig til 20476890 eller [email protected]
Tovholderne Gert, Mogens, Ole og Dorthe