7. Tid til mere – job til flere

7.1 Beskæftigelse

Arbejdsløsheden er stadig alt for høj, og arbejdsmarkedet er ikke er særlig rummeligt. Det er absurd at blive betragtet som langtidsledig allerede efter tre måneders ledighed. Desværre mener arbejdsgiverne, deres organisationer og de fleste andre partier det modsatte. Her kræver man stadig mere arbejdskraft, der vil arbejde på de betingelser, som arbejdsgiverne ønsker. Desuden er der en stadig større afstand i Gladsaxe mellem de fortrinsvis ufaglærte lediges kvalifikationer og de overvejende faglærte job, der er tilgængelige lokalt. Det kræver en jobformidling, der går ud over kommunens grænser, og en intensiv indsats over for lokale virksomheder til at blive mere rummelige.

Enhedslisten ønsker, at Gladsaxe Kommune udmærker sig som den gode arbejdsgiver, der prioriterer god offentlig service frem for bureaukrati og kontrol. Vi ønsker rummelige og mangfoldige arbejdspladser, hvor de ansatte har indflydelse, ikke lider af stress og kan lide at komme på arbejde for at give borgeren den bedste service. Gladsaxe Kommune skal være en arbejdsplads, der udvikler og ikke afvikler medarbejderne. Kommunen skal satse på uddannelse og efteruddannelse - og sørge for, at der hele tiden bliver uddannet unge som elever og lærlinge i kommunen.

I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:

  • at Jobcenteret har fokus på hurtig og effektiv jobformidling, hvor der ikke blot er fokus virksomhedernes behov, men også de lediges behov for en reel chance, der ofte også kræver opkvalificering
  • at prioritere ordinær uddannelse til ledige
  • at der etableres flere reelle jobs i den kommunale service, som kan træde i stedet for nyttejob og aktivering
  • at der etableres forsøg med 30-timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation og ret til fuld tid til alle
  • at Jobcentret gør en særlig indsats for at sikre praktikpladser og voksenelevpladser
  • at der oprettes håndværksafdelinger til kommunens egne serviceopgaver, hvor der også kan oprettes praktikpladser til unge
  • at langtidsledige, som står foran at miste dagpengeretten, får ret til at komme til samtale til kommunale job, som de er kvalificerede til, eller få tilbudt et tidsbestemt job i kommunen
  • at prioritere ordinær uddannelse til ledige
  • at arbejde for øget kontrol med virksomheder, der udfører opgaven kommunen for at modgå social dumping, hvor udenlandske arbejdere ansættes til en uacceptabelt ringe løn og usikre arbejdsforhold
  • at der etableres flere "socialøkonomiske virksomheder" som en egentlig strategi for et lokalt rummeligt arbejdsmarked,
  • at kommunen arbejder for at etablere kommunalt støttede produktionsvirksomheder, der kan tilbyde job til voksne med fysiske, psykiske eller sociale handicap
  • at kommunen sikrer en kvote til job på særlige vilkår – fleksjob, - også for egne nedslidte medarbejdere
  • at etablere flere ordinære elev- og lærepladser i kommunen
  • at de kommunalt ansatte på alle niveauer afspejler sammensætningen i lokalbefolkningen med hensyn til køn, alder og etnicitet
  • en seniorpolitik, der smidiggør afgangen fra arbejdsmarkedet for de ældre ansatte
  • at undersøge omfanget af ulighed i løn mellem mænd og kvinder i Gladsaxe Kommune og fremlægge forslag til, hvordan dette eventuelt kan ændres

7.2 Nej til udlicitering af kommunale opgaver

Udliciteringer og privatiseringer af offentlige opgaver underminerer det velfærdssamfund, som generationer har været med til at bygge op. Hver gang det offentlige udliciterer en opgave, medfører det forringelse af servicen, tab af arbejdspladser og tab af demokratisk kontrol. Dansk Industri har den 'venlighed' hvert år at sende såkaldte analyser om muligheder for besparelser gennem udlicitering ud til samtlige byrådsmedlemmer. Beregningerne er rent teoretiske og bygger ikke på konkret viden. I Gladsaxe er erfaringerne ret dårlige, som det viste sig med konkursen i Vitapleje, hvor kommunen med ultrakort varsel måtte overtage rengøring og personlig pleje hos borgerne.
Regeringen har varslet nyt privatiseringskorstog mod kommunerne, ikke mindst inden for forsyningsområdet – vand, affald og fjernvarme. Men samfundet og forbrugerne kan kun tabe ved konkurrenceudsættelse af disse områder, der kræver sikkerhed for de store investeringer og spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling.

I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:

  • at afvise yderligere udlicitering og konkurrenceudsættelse, og i stedet arbejde for indlicitering af mange af de opgaver, hvor servicen er blevet forringet for at et privat firma kan få profit
  • at forhindre udlicitering af den kommunale rengøringsservice
  • at Gladsaxe som offentlig myndighed fortsat aktivt skal medvirke til at bekæmpe social dumping gennem arbejdsklausuler og kædeansvar – og ved at sikre en effektiv kontrol med overholdelse af klausulerne
  • at kæmpe for at forsyningsområdet bevares som offentlige hvile-i-sig-selv-virksomheder

 

 

Emneord: