Solidaritet og bæredygtighed

Af Trine Henriksen, Enhedslisten

Selv om uligheden vokser, den sociale tryghed undergraves og indsatsen mod klimaforandringerne går alt for langsomt, kan vi lokalt tage initiativer, der styrker en solidarisk og bæredygtig udvikling. Her er nogle af Enhedslistens prioriteringer:

Beskæftigelsesindsats

Med formandsposten for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil Enhedslisten fortsætte arbejdet for en mere solidarisk beskæftigelsesindsats. Arbejdsløse skal have bedre muligheder for efteruddannelse og vejledning, med udgangspunkt i deres egne ønsker og ressourcer. Ansøgere til førtidspension og fleksjob skal opleve en god og effektiv sagsbehandling, så de ikke hænger fast i kontanthjælpssystemet i årevis. Vi vil hjælpe borgere, der rammes af fattigdom på grund af kontanthjælpsreformerne, blandt andet med småjobs, fritidspas og information om støttemuligheder.

Grøn omstilling

Trafikkens klimabelastning skal begrænses ved at udbygge den kollektive trafik. Vi skal udnytte ressourcerne ved at genbruge og reparere mere frem for at smide væk. Det skaber også flere jobs.

Bedre normeringer

Bedre normeringer på kommunens arbejdspladser, så de ansatte undgår nedslidning og kan levere større kvalitet for borgerne.

Folkeskolen

Vi ønsker kortere skoledage og bedre fritidstilbud. Gode læringsmiljøer med ordentlig indeklima på alle skoler. Flere to-lærer-timer, bedre tid til forberedelse af undervisningen, mindre læringsmålsstyring og det alt for store fokus på målbare resultater.

Støtte til pressede familier

Det skal være nemt og overskueligt at få den nødvendige hjælp for familier med børn, der har et fysisk handicap eller psykiske vanskeligheder.

Socialøkonomiske virksomheder

Der skal etableres flere jobs på særlige vilkår. F.eks. et reparationsværksted eller en cafe, hvor der ikke stilles krav om økonomisk overskud.

 

Indlægget er Enhedslistens nytårshilsen i Gladsaxebladet.

Emneord: