Tag forslag om kortere skoledage op i elevrådene

Af Trine Henriksen, Enhedslisten

Tak til Lasse Forsmann fra Grønnemose Skole for indlægget med opfordring til at indføre kortere skoledage.

I to tredjedele af landets kommuner har byrådet valgt at benytte folkeskolelovens § 16b til at afkorte skoledagen ved at indføre flere timer med to lærere, eller en lærer og pædagog, i stedet for en del af den understøttende undervisning. Gladsaxe er desværre ikke blandt disse kommuner.

Mange elever er trætte og mindre koncentrerede i de sidste timer, ikke mindst de elever, som i forvejen har det svært. Så kortere skoledage og flere to-lærertimer giver både bedre undervisning og mere fritid. Rent win-win, synes jeg. Enhedslisten har stillet flere forslag om dette, også et forslag sammen med SF. Men hver gang er det blevet nedstemt af flertallet i byrådet.

Så hvis der skal rokkes ved det, er det måske netop jer som skoleelever, der kan gøre noget! Jeg vil foreslå jer at tage spørgsmålet op i elevrådet og finde ud af, hvor mange der ønsker kortere skoledage. Hvis I er enige, kan jeres elevrepræsentanter tage det op i skolebestyrelsen. Og hvis skolebestyrelsen også bakker op, kan de søge byrådet om lov til at afkorte skoledagen ligesom i andre kommuner.

I kan også tage det op i Fælleselevrådet for alle skolerne i Gladsaxe.

Så selv om I ikke har stemmeret endnu, så har I alligevel en mulighed for at påvirke beslutningerne – også i byrådet – hvis I går sammen om nogle forslag. Thumbs up herfra!

Indlægget blev bragt i Gladsaxebladet den 11. juli 2017 som svar på et indlæg ugen før fra en skoleelev på Grønnemose Skole, som ønskede kortere skoledage.

Se også

Trine Henriksen: "Undersøg interessen for kortere skoledage og flere to-lærer-timer", februar 2016

Dokumentation på kommunens hjemmeside

Enhedslisten flere gange stillet forslag i byrådet om kortere skoledage og behandlet spørgsmålet i Børne- og Undervisningsudvalget:

23. februar 2016: Udvalgsforslag fra Trine Henriksen om at undersøge interessen for at afkorte skoledagen

19. april 2016: Udvalgsbehandling: Mulighed for at afkorte skoledagen

11. maj 2016: Byrådet: Forslag fra Trine Henriksen og Serdal Benli om folkeskolens mulighed for konvertering af dele af den understøttende undervisning til to-lærer-timer

27. april 2017: Udvalgsforslag fra Trine Henriksen på baggrund af høringssvar til rammen omkring skoledagen

 

 

Emneord: