Ældrestyrkens møde om nyt sundhedsprogram

Af Willi Bjerregaard

Oplægsholderne den 23. februar 2017 var Margit Velsing Groth og Mogens Elmer. Emnet var: Enhedslistens nye sundhedsprogram. Begge oplægsholdere har været med til at udforme dette.

Mødet startede med at synge "Inderst inde ved vi godt" af Jesper Jensen. Derefter en runde med præsentation. Der var mødt i alt 31 deltagere fra Bagsværd, Søborg, Mørkhøj, Vanløse, Herlev, Lyngby, Brønshøj og Tårnby.

Ifølge WHO er "sundhed og frihed to sider af samme sag". Sundhedspolitik er velfærdspolitik, og enhver er ekspert på sin egen sundhed. Der fulgte en gennemgang af årsagerne til henholdsvis sygdom og sundhed. Det kræver:

  1. Offentligt sundhedsvæsen med lige adgang for alle.
  2. Udvikling af forebyggende og sundhedsfremmende sundhedspolitik.
  3. Fremme af lighed i sundhedspolitik.

Derefter fulgte en gennemgang af den historiske udvikling i befolkningstallet. Der er nu lige mange 1-årige og 70-årige. Det giver udfordringer, fordi ældre mennesker kan lide af flere forskellige skavanker, der hver for sig skal behandles.

Fakta er, at den rigeste fjerdedel og af danske mænd lever 10 år længere i gennemsnit end den fattigste fjerdedel. For Enhedslisten er det centralt, at alle mennesker får lige muligheder for et sundt liv.

Herefter fulgte et oplæg om KRAMS. Det er K for kost, R for rygning, A for alkohol, M for miljø og S for stress. KRAMS er årsager til dårligdom, men kan ændres af den enkelte selv. Mennesket er i stand til at ændre på sine vilkår.

Enhedslistens politik for at reducere den sociale ulighed handler om Forebyggelse, Forskning og Forbedringer. Vi skal med vores politik sørge for at fremme mere sundhed.

Økonomisk skal der være et højere bundniveau, og prispolitik skal gøre sundere varer billigere, når profit og økonomi er i højsædet! Gennemgang af forskellige avancer på medicin. Eksempelvis 400.000 kr. for et præparat i Danmark, mens det samme koster 7.000 kr. i Thailand. De store medicinfirmaer ved godt, at vi har råd til at betale meget for livsvigtige præparater, og de indretter bare prisen efter økonomien i landene. Enhedslistens politik er: Offentlig produktion af medicin.

Stor tak til oplægsholderne. Der blev lige tid til at synge den altid aktuelle "Når jeg ser et rødt flag smælde", før mødet sluttede med orientering om et netværksmøde i Enhedslistens Ældrepolitiske Udvalg samt konkrete oplysninger om kommende aktiviteter i Enhedslisten Gladsaxe.

 

Emneord: