Enhedslisten på Gladsaxe-dagen 2016: Afskaf fattigdomsreformerne!

Uligheden er i årevis vokset i Danmark. Samtidig gør skiftende regeringers såkaldte reformer livet mere og mere usikkert for almindelige mennesker, der rammes af arbejdsløshed eller sygdom.

På Gladsaxe-dagen den 27. august var Enhedslisten på gaden mod fattigdomsreformerne. Foruden balloner, vindmøller og bolcher uddelte vi 600 foldere med overskriften "Ulighed gør os alle fattigere".

Folderen indeholdt også en "reform-quiz" – se spørgsmål og svar nederst i artiklen.

Danmark er et af verdens rigeste lande. Der er ingen grund til, at mennesker skal leve i fattigdom, mens rigdommen koncentreres mere og mere.

Enhedslisten vil imødegå den voksende ulighed og fattigdom i Danmark ved blandt andet at afsætte 5 mia. kr. fra en ny millionærskat og beskatning af spekulation til at finansiere afskaffelsen af kontanthjælpsloftet, 225 timers-reglen og integrationsydelsen og sikre syge mennesker ret til førtidspension.

Hvordan kan jeg være med til at protestere imod reformerne?

  • Deltag i Velfærdsalliancens aktionsdag den 15. september
  • Deltag i protest mod regeringen ved Folketingets åbning 4. oktober
  • Bliv aktiv i Næstehjælperne – et facebook-organiseret netværk, der både organiserer praktisk hjælp til klemte borgere og politiske protester imod reformerne
  • Bliv aktiv i Venligboerne eller Netværket for flygtninge og indvandrere
  • Skriv et læserbrev, eller skriv direkte til de ansvarlige politikere
  • Læs Enhedslistens udspil imod ulighed: www.enhedslisten.dk/ulighed

Reform-quiz: Test din viden om fattigdomsreformerne

1. En enlig forsørger på kontanthjælp med 1 barn kan i dag få max. 3500 kr. i boligsikring. Fra 1. oktober nedsættes dette til:
2.500 kr.
1.756 kr.
615 kr. X

2. Boligselskabernes Landsforening (BL) vurderer, at 13-14.000 enlige forsørgere ikke vil have råd til deres bolig. Det svarer til ca. 140 familier i Gladsaxe. Hvor lav skal den nye husleje være ifølge BL?
3000 kr. om måneden X
4000 kr. om måneden
6000 kr. om måneden

3. Hvor meget kan en enlig med 2 børn i en 3-værelses lejlighed i Høje Gladsaxe miste om måned, ifølge beskæftigelsesministeriet?
3.025 kr. X
2.530 kr.
925 kr.

4. Hvad er konsekvensen for en børnefamilie, hvor begge ægtefæller er på kontanthjælp, hvis de ikke kan opfylde 225-timers kravet?
Kontanthjælpen reduceres med 1000 kr.
Den enes kontanthjælp bortfalder, så hele familien må leve for 14.575 kr. X
Den ene kontanthjælp halveres

5. Hvor mange forventes at blive ramt af 225-timers kravet i Gladsaxe kommune?
Ca. 310 personer
Ca. 720 personer
Ca. 975 personer X

6. Er man i Gladsaxe omfattet af 225-timers kravet, selv om man ikke er vurderet jobparat?
Nej, reglen gælder kun jobparate
Ja, men kun i meget sjældne tilfælde
Ja, aktivitetsparate er også omfattet, hvis de vurderes at kunne arbejde 5 timer/uge X

7. Kontanthjælpsloftets officielle mål er at få flere i arbejde. Der er i dag ca. 150.000 på kontanthjælp. Hvor mange forventes at komme i arbejde ifølge beskæftigelsesministeriets skøn?
20.000
3.503
650 X

8. Der er indført en ny "Integrationsydelse" på 6010 kr. FØR skat for enlige, 8.411 kr. for forsørgere og 12.019 kr. for enlige forsørgere. Hvem vil få denne ydelse?
Kun nytilkomne flygtninge
Alle kontanthjælpsmodtagere, som ikke er danske statsborgere
Alle kontanthjælpsmodtagere, som ikke har boet i Danmark i 7 ud af de sidste 8 år X

9. Hvor mange borgere i Gladsaxe er overgået til integrationsydelse pr.1. juli 2016?
50
90 X
150

10. I 2002 indførtes der også en særligt lav ydelse for nytilkomne flygtninge, den såkaldte "Starthjælp". Hvor mange flere kom i arbejde indenfor 1½ år som følge af den lavere ydelse?
Beskæftigelsen blandt flygtninge steg fra 9% til 14% X
Beskæftigelsen blandt flygtninge steg fra 9 % til 27 %
Beskæftigelsen blandt flygtninge steg fra 9% til 53%

11. Før valget udtalte Kristian Thulesen Dahl (DF): "Når det handler om reformer, går det meget ofte ud på at skære ned i folks ydelser - i førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene osv. Og der vil vi bare gøre det krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser."
Hvad gjorde DF efterfølgende?
De stemte IMOD kontanthjælpsloftet, 225-timerskravet og integrationsydelsen
De stemte imod kontanthjælpsloft og 225-timerskravet, men FOR integrationsydelsen
De stemte FOR både kontanthjælpsloftet, 225-timerskravet og integrationsydelsen X

Vinder af en kurv med økologiske delikatesser blev:
Annie Kristensen fra Kagsåkvarteret

 

Emneord: