8. Mere demokrati - stærkere fællesskaber

8.1 Kultur og idræt

Enhedslisten ønsker et levende Gladsaxe, hvor mennesker i alle aldre kan føle sig hjemme. Det kræver, at kommunen stiller nogle gode tilbud til rådighed inden for kultur og idræt, og at der samtidig gives plads til det selvorganiserede kulturliv. Derfor skal kommunen både sikre gode kultur- og idrætsaktiviteter for dem, der er aktive i det organiserede foreningsliv, og for dem, der ikke vil eller kan forpligte sig til kontingenter og klubaktiviteter. Enhedslisten finder både bredde og elite vigtige i idræts- og kulturlivet. Vi ønsker, at der skal være en balance mellem bredde og elite, således at der skabes et samspil mellem de to, hvor de inspirerer, hjælper og motiverer hinanden gensidigt.

Gladsaxe mangler øvelokaler og lokaler til brug for de mange foreninger i kommunen.
Der er blevet mindre plads til denne slags aktiviteter efter nedlæggelse af Borgernes Hus.

I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:

  • at betalingen til kommunale fritidsaktiviteter reguleres efter borgerens indtægt, f.eks. ved at der laves en fripladsordning efter samme retningslinjer som til daginstitutionerne
  • at der etableres flere lokaler, der kan anvendes af de lokale foreninger
  • at der etableres flere øvelokaler både for unge og ældre
  • at der udbygges et konsulentkorps, som kan hjælpe de mange frivillige foreningsledere med de problemer og udfordringer, som de bliver stillet overfor i det daglige arbejde i idrætsforeningerne, f.eks. i forhold til unge med problemer
  • at idrætspasset forlænges, så det er muligt at få efter sjette klasse
  • at Byens Arena udvikles, så der bliver flere overdækkede og afskærmede områder samt siddepladser; der skal skabes rum, der indbyder til forskellige aktiviteter

8.2 Demokrati for borgere og ansatte

For Enhedslisten er det helt afgørende, at alle borgere betragtes og behandles som fuldgyldige medlemmer af samfundet. Både når det gælder lige ret mellem kvinder og mænd og mellem danskere og borgere med anden etnisk baggrund, eller andre minoriteter. Forskellighed er en ressource, som vi skal blive langt bedre til at drage fordele af. Vi vil fortsat insistere på, at der er mange måder at være borger i Gladsaxe på, og at kommunens opgave er at støtte de borgere, der har brug for støtte – unge som gamle, kvinder som mænd – uden skelen til kulturelle, religiøse og etniske forhold.

Borgerne oplever nedskæringer på centrale velfærdsområder. De ansatte oplever dårligere arbejdsvilkår og ringere muligheder for at yde den gode service, som vi alle ønsker. Dette til trods for, at den offentlige sektor – også Gladsaxe Kommune – er vokset, og der bruges flere penge end nogensinde før.

Forklaringen er, at pengene i høj grad er brugt til øget kontrol og bureaukrati. Det er resultatet af årtiers privatiseringer, udliciteringer og indførelse af konkurrence som styringsredskab i den offentlige sektor.

Samtidig er det kommunale selvstyre – og dermed borgernes mulighed for at få indflydelse på kommunalpolitikken – reduceret gennem centralisering af beslutningsprocesser og stram styring af kommunens økonomi via aftaler i Folketinget. Byrådspolitik er på mange områder reduceret til at administrere nedskæringer besluttet på Christiansborg.

Det bliver en stor opgave at vende den udvikling.

I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:

  • at ressourcerne flyttes fra kontrol til flere ansatte beskæftiget med omsorg, uddannelse og pleje
  • at provenuet fra fornuftige effektiviseringer bruges til at forbedre velfærd og arbejdsvilkår i stedet for skattelettelser og nedskæringer
  • at der ikke sker flere udliciteringer og privatiseringer
  • at områder, der er udliciterede og hvor de private selskaber ikke løfter opgaven som aftalt, eller private selskaber er gået konkurs, indliciteres og igen drives af Gladsaxe kommune og kommunens personale
  • at borgerne får langt mere direkte indflydelse – ikke kun i forældrebestyrelser og brugerbestyrelser, men også via lokale folkeafstemninger, lokalråd og ikke mindst tidlig og reel inddragelse i budgetprocessen
  • at der etableres flere lokaler til møder for kommunens borgere, ansatte og politiske partier
  • at medarbejderne aktivt inddrages i beslutningsprocesserne og udviklingen på deres område, f.eks. via selvstyrende grupper

 

 

Emneord: